Danskerne er vilde med kvindelige romanforfattere. Så vilde, at de lader sig skrive på en liste med lånekø helt ind i år 2011 med flere hundrede lånere før dem. Det viser en top ti, som Københavns Biblioteker har lavet for Newspaq. Faktisk er hele top fire på reservationslisten besat af kvinder.
Den absolutte romandronning over dem alle er lige nu den svenske forfatter Camilla Läckberg. Hendes sjette krimiroman 'Havfruen' om forfatteren Erica Falck i fiskerlandsbyen Fjällbacka har hele 612 reserveringer på Københavns Kommuners venteliste. Og du kan skyde en hvid pind efter et eksemplar til sommerlæsningen, for bogen er nemlig ikke tilgængelig før 26. januar 2011.
Grunden til de kvindelige forfatteres popularitet hænger klart sammen med, at der er flest kvindelige læsere, siger Leif Søndergaard, som er studieleder ved litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i Odense.
"Den nye generation af kvindelige forfattere kan rejse tingene ud fra nogle nye kvindesynsvinkler. Den nye kvindetype bevæger sig fra at være den hjemmegående husmor til den udadvendte, aktive dynamiske kvinde, som vi kender både hos Camilla Läckberg og hos en del andre kvindelige forfattere af den yngre generation. Det kan vi godt lide, og det kan kvinder specielt godt lide," siger Leif Søndergaard.
Den bog, der har længst ventetid i antal måneder, er den finske romanforfatter Sofi Oksanens 'Renselse', som først er klar om små ni måneder, den 22. februar 2011. 'Renselse' har 413 danskere på venteliste, og selv om det er 200 færre lånere end til Camilla Läckbergs 'Havfruen', har bibliotekerne færre eksemplarer af 'Renselse' til udlån og derfor længere ventetid.
Top ti over bestilte bøger på Københavns Biblioteker.
1. Camilla Läckberg: Havfruen. Antal reserveringer : 612
2. Sofi Oksanen: Renselse. Antal reserveringer : 413
3. Lotte Hammer: Svinehunden. Antal reserveringer : 355
4. Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P. Antal reserveringer : 328
5. Morten Ramsland: Sumobrødre. Antal reserveringer : 314
6. Jakob Ejersbo: Liberty. Antal reserveringer : 305
7. Leif Davidsen: Min broders vogter. Antal reserveringer: 298
8. Herbjørg Wassmo: Hundrede år. Antal reserveringer : 246
9. Håkon Nesser: Ormene på Carmine St. Antal reserveringer : 199
10: Ida Jessen: Børnene. Antal reserveringer : 198