Forholdet mellem ansat og chefen er ikke så ringe endda.
Det viser en undersøgelse som rekrutteringskoncernen Randstad har lavet blandt 26 lande i hele verden.
Flere end fire ud af fem danske lønmodtagere er tilfredse med deres chef - 39 procent siger ligefrem, at de er "meget tilfredse", skriver Jyllands-Posten. 44 procent siger, at de er "tilfredse". Det giver en topkarakter på verdensplan på 83 procent.
Og det resultat undrer ikke Dansk Arbejdsgiverforening.
"Vi har et meget fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er nemt at skifte job, hvis der er noget, der bedre opfylder ens behov. Og så er der stor tillid to kontakt mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og medarbejderne har stor indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse," siger adm. direktør Jørn Neergaard Larsen til Jyllands-Posten.
På andenpladsen i undersøgelsen kommer Norge og Luxembourg med 79 procent i tilfredshed, mens Canada indtager næste plads med 78 procent.