Ifølge en ny undersøgelse køber vi nemlig nyt i stedet for at bruge det gamle.
Det handler om forførelse og konkurrence, siger modeforsker Erik Hansen-Hansen.
Få fem tips til at vælge den rette festkjole på femina.dk
Sommeren er højsæson for fester. Og dermed også festkjoler. Det er noget, som tøjbazaren Trendsales mærker.
Bazaren, der har mere end 775.000 brugere, oplever en markant stigning i efterspørgslen på festkjoler, når sommermånederne nærmer sig.
Kjoler bruges en gang
Og det er ikke nødvendigvis brugte kjoler, folk finder. En ny undersøgelse fra Trendsales viser, at langt de fleste festkjoler kun bliver båret en enkelt gang, før de bliver gemt væk.
Ifølge undersøgelsen, der er foretaget blandt 1.500 brugere på Trendsales, ejer næsten 90 procent af danske kvinder mindst én kjole, som de kun har brugt én gang.
Kvinder konkurrerer med kjoler
75 procent indrømmer, at de aldrig kommer til at gå med de kjoler igen. Det overrasker ikke modeforsker Erik Hansen-Hansen. Ifølge ham bunder det i en kønsforskel:
- Kvinder kan generelt vinde rigtig meget ved at fremstå attraktive. En smuk kvinde har stærk signalværdi. Mænd har mindre at vinde ved at spille på deres fysiske fremtoning alene. Kvinder går mere op i, at de præsenterer sig optimalt – især til fest.
Se ti klassiske køb til din garderobe i galleriet på femina.dk
Ifølge forskeren er det dog ikke for mændenes skyld, at kvinder går op i, hvad de har på til fest.
- Det har at gøre med konkurrencen mellem kvinder med samme seksualitet – det, vi kender som intraseksuel konkurrence. Man har en tendens til kun at tænke på forførelse som noget, der er rettet mod det modsatte køn, men der er en meget vigtigere, intern konkurrence mellem kvinder om, hvem der er ovenpå.
Af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media