Efter en sæsonstart, hvor Red Bull-teamet har haft svært ved at få tilstrækkeligt med fart i sine Formel 1-racere, så brikkerne i denne weekend endelig ud til at falde på plads for holdet og den forsvarende verdensmester Sebastian Vettel.
Tyskeren vandt søndagens meget omtalte og balladeprægede grand prix i Bahrain, som han bortset fra et par pitstop førte fra start til slut.
Vettel startede i pole position, og præcis som set så ofte før i sidste sæson byggede han hurtigt et stort forspring op.
Godt nok blev han mod slutningen presset hårdt af Lotus-køreren Kimi Räikkönen takket være forskellige dækstrategier, men finnen nåede aldrig forbi.
Alligevel blev det også en god weekend for Lotus-teamet, der fik Räikkönen ind på en andenplads og franske Romain Grosjean på tredjepladsen.
Derimod kunne sidste uges store vinder, Nico Rosberg, ikke helt følge op på sin førsteplads og sluttede som nummer fem.
Lidt oprejsning var der dog til Mercedes-teamet i form af Michael Schumachers 10.-plads.
Den erfarne tysker startede ellers helt nede på 22.-pladsen efter mekaniske problemer i kvalifikationen, men kørte sig op i feltet i løbet af de 57 omgange og fik alligevel point med sig.
Trods masser af protester mod løbets afvikling i Bahrain, hvor dele af befolkningen kæmper for flere rettigheder og demokrati, påvirkede det urolige politiske klima ikke afviklingen af løbet.
Vettels sejr var speciel på den måde, at der nu er fire forskellige teams og fire forskellige kørere, der har vundet de fire første grandprixer i år.
Derfor tyder alt på en meget spændende sæson og kamp til det sidste om VM-titlen. Lige nu ligger Sebastian Vettel nummer et i den samlede stilling, men han har blot 10 point ned til Fernando Alonso på femtepladsen.