Nu har politiet identificeret det lig, som lørdag blev skyllet i land på Agersø nær Skælskør.
Der var gisninger om, hvorvidt strandvaskeren kunne være Michael Jørgensen, der for nyligt forsvandt efter bådulykken i Præstø Fjord. Men det kan man nu helt afvise.
Derimod tyder alt på, at det formentlig har været en 56-årig dybt ulykkelig mand, som hoppede ud fra Storstrømsbroen to dage før juleaften. Manden har været savnet siden 22. december.
"Han har efterladt sin bil på Storstrømsbroen og formentlig sprunget ud fra broen. Han har også efterladt et afskedsbrev på sin bopæl," siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, Tom Stysiek.
Beboere i område kan også tage det roligt. Der er intet tegn på, at manden har været offer for noget kriminelt.
"Vi er helt sikre på, at der ikke er sket en forbrydelse i denne sag. Vi har undersøgt ham, og der er intet der tyder på det," siger vagtchefen.
Det var havnefogeden på Agersø, der meldte det makabre fund til ordensmagten.