Vestmotorvejen har onsdag aften været spærret ved Svenstrup i retning mod Fyn, fordi der var opstået brand i en lastbil.
Men efter klokken 22.00 er der genåbnet for trafik i et spor forbi uheldsstedet.
Det skriver Vejdirektoratet på den sociale platform X.
Det højre spor er dog stadig spærret, fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside.
Branden i lastbilen er slukket, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Vejdirektoratet skriver, at der kan være kødannelse efter branden. Normal rejsetid forventes i løbet af aftenen, lyder det.
Vestmotorvejen er en motorvej på Sjælland, som løber mellem Ølby ved Køge og Storebæltsbroen.
/ritzau/