Tre kvinder er fundet døde på et bordel i den østrigske hovedstad Wien.
Det skrev det østrigske nyhedsbureau APA sent fredag.
En 27-årig mand er blevet anholdt i en park nær gerningsstedet og er i politiets varetægt. Det oplyser talsmand for det østrigske politi Philipp Hasslinger til APA.
De tre kvinder blev fundet med det, der ligner sår efter knivstik, siger politiet. Den mistænkte har ikke-livstruende sår.
Da politiet ankom til stedet, var betjentene ikke i stand til at redde kvinderne.
Den mistænkte fik akut lægebehandling af sine sår, inden han blev anholdt og kørt til et hospital.
De tre kvinder var formentlig de eneste, der var til stede på bordellet på Engerthstrasse på gerningstidspunktet.
Kvindernes alder og nationalitet kendes endnu ikke.
Politiet modtog anmeldelsen fredag aften klokken 21.00.
En forbipasserende havde set et blodspor foran bygningen og slog derfor alarm.
Blodsporet førte politiet til den park, hvor den mistænkte blev fundet.
/ritzau/