Vestas-aktien styrtbløder med et fald på 17 procent her til formiddag efter et chokerende dårligt halvårsregnskab.
I årets andet kvartal har Vestas måtte notere et underskud af driften på 1,1 milliarder kroner - og en omsætningstilbagegang på minus 17 procent.
Det betyder bl.a., at Vestas venter at ansætte færre i 2010. Samtidig skal 300 mennesker fyres.
"Nedjusteringen skyldes, at forventede, men endnu ikke indgåede ordrer til levering i USA, Spanien og Tyskland nu falder så sent på året, at de ikke vil blive indtægtsført i 2010," skriver ledelsen i regnskabet.
Hvor de bebudede fyringer kommer til at foregå står endnu ikke klart, fortæller Vestas-tillidsrepræsentant Kaj Andersen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han vil ikke kommentere de 300 fyringer, før ledelsen har peget på de afdelinger, der skal holde for.
I andet kvartal afskibede Vestas 283 vindmøller - en tilbagegang på 54 procent.
Vestas afskibede vindkraftsystemer med en samlet kapacitet på 588 MW - en tilbagegang på 50 procent.
Antallet af medarbejdere steg til 22.392 - en stigning på seks procent.