Nu skulle den være god nok! Verdensstjernen Kanye West kommer til Danmark og giver koncert - og den her gang skal han optræde blandt karruseller og rutsjebaner.
Vi skal ellers kun spole tiden tilbage til december sidste år, hvor lignende rygter om rapperens ankomst på dansk jord florerede. Dengang viste det sig dog at være en falsk manager, der påstod at have booket superstjernen til Ballerup.
Men denne gang skulle den altså være god nok. Den 11. august går rapkongen på scenen i Tivoli i København. Det skriver forlystelseshaven i dag i en pressemeddelelse.
Allerede nu bliver koncerten spået til at blive en af året største koncertoplevelser i hovedstaden, og samtidig er den også startskuddet til en ny type koncerter i den gamle Tivoli-have.
For at promovere sig i højere grad som spillested, vil forlystelseshaven den dag som noget nyt lukke ned klokken 17.00 for almindelige gæster, og derefter genåbne klokken 18.00, men kun for koncertgængere som har betalt 495 kroner per billet for at se verdensstjernen.
Billetsalget begynder fredag den 15. april klokken 10:00 på Billetlugen.dk.