Verdensettere slår dansk herredouble i kinesisk kvartfinale
Dansk herredouble slår verdensmestre og booker semifinale Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er færdige ved badmintonturneringen Fuzhou China Open.

Verdens højst rangerede herredouble blev for stor en mundfuld for Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen.

De to danskere tabte i kvartfinalen ved badmintonturneringen Fuzhou China Open til verdensranglistens nummer et, indonesiske Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo, i to sæt med cifrene 20-22, 17-21.

Dermed er danskerne færdige ved den kinesiske turnering, der rangerer som en Super 750-turnering og dermed er på niveau med eksempelvis Denmark Open.

De to par fulgtes ad i store dele af første sæt i fredagens kvartfinale. Danskerne var bagud 9-11 ved den indlagte pause midt i sættet, men kæmpede sig tilbage og spillede sig til en sætbold ved stillingen 20-19.

Mere blev det dog ikke til for Astrup og Skaarup Rasmussen, der kunne se indoneserne tage tre point i træk og sætte første sæt på kontoen.

Den tætte kamp fortsatte i andet sæt. Indledningsvis dog med danskerne et point eller to efter Gideon og Sukamuljo.

Men indoneserne blev både indhentet og overhalet af det danske par, der kunne holde pause foran med et enkelt point ved stillingen 11-10.

Det blev også til både 13-11 og 15-12, inden verdensranglistens nummer et skruede bissen på.

Med fem point i træk gjorde de det til 17-15, og danskerne fik kun sat to yderligere point på tavlen, inden indoneserne lukkede kampen.

I september vandt Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen den større udgave af China Open, der rangerer som en Super 1000-turnering og dermed er en af årets største turneringer.

Kvartfinalen blev også endestationen for Anders Antonsen ved Fuzhou China Open.

Den danske badmintonkomet tabte i to sæt til den regerende OL-mester i herresingle, kinesiske Chen Long, med cifrene 18-21, 16-21.

Dermed er der ikke flere danskere tilbage i turneringen.

/ritzau/

/ritzau/