Nu sker det. Brylluppet, som hele verden har ventet på de sidste 60 år.
Andersine siger nemlig ja til sin Anders And. Det sker i den næste udgave af det legendariske Anders And-blad på torsdag, skriver andeby.dk
Og allerede nu tikker der lykønskninger ind på andeby.dk fra unge læsere, som kan sende hilsner til brudeparret.
"Tillykke!!!!!!!!!! Håber, I kan have det rigtig godt sammen. Anders, du er rigtig heldig, at du har fundet en så smuk and - og Andersine, du har fundet dig den sjoveste, sejeste og stærkeste Anders.. håber I kan have det godt sammen... ps. kan vi få en ønskeliste", skriver en af de unge fans.
Men om bryllupsplanerne reelt bliver ført ud i livet, må man spændt vente på. Historien er nemlig delt over to blade.
Dog ligger der ikke så romantiske tanker bag det kommende bryllup i Andeby, som planlagt kynisk tænkning.
"Brylluppet er den del af den nye strategi, som skal få det traditionsrige tegneserieblad til at matche nutiden bedre," siger produktchef hos Egmont Serieforlaget, Martin Oesten, til bt.dk
Men på andeby.dk er de unge ligeglade.
"Mega meget tillykke! så skete det endelig hva? efter rigtig lang tid:)", som en anden fan skriver.
Anders And har lige som alle andre ugeblade været i krise. Fra 2009 til 2001 dalede oplaget med 20 procent og er dermed det blad af alle, som er dalet mest i oplag, hvis man kigger 11 år tilbage, skriver bt.dk