Manchester United betalte for et halvt år siden et kæmpebeløb for at få fat på Paul Pogba i Juventus
Prisen på omkring 800 millioner kroner gjorde den franske midtbanespiller til en af historiens dyreste fodboldspillere.
Selv om flere kritikere fortsat mener, at Pogba mangler at træde i karakter i Premier League, så har den tidligere Juventus-profil et afslappet forhold til sin pris.
Det hævder midtbanespillerens bror, St. Etienne-spilleren Florentin Pogba, forud for torsdagens familieduel i Europa League. Her får Manchester United besøg af St. Etienne.
- Han har lagt det helt til side, at han er verdens dyreste spiller, tror jeg.
- Det er mere et tema for medierne. Han lader sig ikke gå på af det, siger Florentin Pogba.
St. Etienne-spilleren fortæller, at Paul Pogba i hele sin karriere som professionel fodboldspiller har haft en særlig mentalitet.
- Selv om han får tre eller fire gange mere opmærksomhed, hvad enten det er godt eller skidt, så kan han klare det.
- Han har været mentalt stærk siden ungdomsårene. Han kan dog godt blive irritabel, for han bryder sig ikke om at tabe, siger Florentin Pogba om sin 23-årige og mere kendte lillebror.
- Han bliver i dårligt humør, når han taber. Jeg har selv lært at leve med nederlag og mener faktisk ikke, at man taber - man lærer i stedet noget. Når han taber, så bliver han vred, siger St. Etienne-spilleren.
De to kommende kampe i Europa League mellem brødrene og deres klubber bliver specielle.
- De bliver meget emotionelle, og jeg håber, at vi kan tage noget positivt med derfra, siger Florentin Pogba.
- Selv om United er en stor klub, så er alt muligt i fodbold. Det faktum, at de er bedre end os på papiret, betyder ikke noget, mener han.
Europa League er nået frem til 1/16-finalerne.
/ritzau/Reuters