"Det vil jo aldrig være en retfærdig dom, men det er den bedste dom, der kunne falde," slog Egild Vildmyren fast, efter Københavns Byret i dag kendte hans kones morder skyldig i overlagt mord.
Sammen med sine to børn har han siden mandag overværet retssagen mod Marian Clita, der brutalt myrdede Vera Vildmyren 3. marts sidste år.
"Det har været hårdt. Nu glæder vi os til, at sagen er helt overstået. Og så rejser vi hjem og prøver at leve videre. Så vil vi tænke på Vera og alle de gode minder, vi har," fortalte Egil Vildmyren.
Anklager Anne Birgitte Stürup var også tilfreds med dagens afgørelse. Hun er ikke overrasket over udfaldet.
"Han er jo bare blevet ved og ved og ved, indtil han var sikker på, at hun var død. Det er jo dét, der gør, at det bliver en drabssag fremfor en grov vold-sag," forklarede anklageren uden for byretten.
Marian Clita og hans forsvarer har forsøgt at få en kendelse for vold med døden til følge. Clita har selv forklaret, at hans angreb på den norske stewardesse nærmere var selvforsvar end et overfald.
Hun slog ham med en lampe, hvorfor han skar hende gentagne gange og derefter slog hende med blandt andet et koben.
Men han har endnu ikke kunne forklare, hvorfor han blev ved med at slå på Vera Vildmyren, efter hun ikke længere kunne slå fra sig.
"Jeg tror, han bliver ved, fordi han ikke vil fanges og straffes for simpelt tyveri. Og så skal det koste en anden livet. Det, tror jeg, er hans eneste motiv," siger Anne Birgitte Stürup.
Der forventes, at Marian Clitas strafudmåling fastsættes i morgen, torsdag.