Landets travleste skadestue har ofte ventetider på op til ti timer, og det får patienterne til at true de ansatte.
Flere sygeplejersker fortæller, hvordan den lange ventetid gør patienterne ubehagelige, og to ud af tre har fået trusler, skriver Berlingske.
"Vi oplever i større grad end tidligere vrede fra patienter, fordi de skal vente så længe. De skælder ud og prøver at presse sig ind og blive behandlet, hvis de føler sig tilsidesat. Nogle af mine kolleger er blevet truet, fordi patienter er vrede over at skulle sidde i venteværelset i mange timer," siger tillidsrepræsentant Marie Hasle til Berlingske.
Der er nu indført tiltag som skal sikre bedre kommunikation til patienterne om ventetiden. Ventetiden opstår ifølge de ansatte, fordi der er for mange patienter til for lidt personale.
Politikere i Region Hovedstaden vil indføre et loft over ventetiden, og bruge flere penge på at få ventetiden ned.
Kilde: Berlingske