Venstres finansordfører, Peter Christensen, bliver ikke valgt fra Sønderjylland efter 14 år i Folketinget. Det erkender han på Facebook.
- Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti - og det har jeg også. 14 spændende og sjove år er det blevet til i Folketinget. Det har været 14 år med resultater, hårdt arbejde og på gode dage, har vi trukket Danmark i en markant mere borgerlig retning, skriver han.
- Det er jeg stolt over, at have været en del af. Men med markant V-tilbagegang i Sønderjylland bliver der desværre ikke plads til mig som folketingsmedlem længere.
Peter Christensen var før valget spået en prominent ministerpost måske som finansminister, hvis Lars Løkke Rasmussen genvandt magten. Han stod Løkke bi, da han i sommeren 2014 blev udfordret af Kristian Jensen som Venstres formand.
Peter Christensen ville gerne have være genvalgt. Han kom i Folketinget i 2001, da Anders Fogh Rasmussen (V) vandt over Poul Nyrup Rasmussen. Først var han på sidelinjen, da han sammen med Søren Pind støttede ti liberale teser, som stred mod Foghs midterpolitik.
- Jeg havde set frem til fire år mere, men på sådan en regnfuld og lidt trist fredag er det nu alligevel opløftende, at danskerne har valgt de borgerlige partier til at lede Danmark, skriver Peter Christensen på Facebook.
- Kære V-kolleger. Pas nu godt på Sønderjylland fra Borgen i København. Der er meget at ta' fat på. Samt stor tak til de mange syd- og sønderjyder der stemte på mig. Bedste hilsner Peter, lyder hans besked på Facebook.
/ritzau/