Venstre vil sende flygtninge hjem selv om de bidrager

Flere østeuropæere forlader danske job. Flygtninge erstatter dem i stigende grad, viser undersøgelse.
Flygtninge skal arbejde, mens de er her. Men bliver der fred i hjemlandet, skal de hjem, mener Venstres Marcus Knuth.
Flygtninge skal arbejde, mens de er her. Men bliver der fred i hjemlandet, skal de hjem, mener Venstres Marcus Knuth. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Scanpix

Danske virksomheder skal nok klare sig, selv om politikerne skulle blive enige om et såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken, der vil betyde, at flygtninge skal sendes hjem, når der er fred i deres land.

Sådan lyder vurderingen fra Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, efter at Berlingske mandag kan fortælle, at flygtninge i stigende grad erstatter østeuropæere på det danske arbejdsmarked.

- Hvis flygtninge kan bidrage, er det kun positivt. Men det ændrer ikke på, at så snart der er fred i flygtninges hjemland, så skal de tilbage igen, siger Marcus Knuth.

- I den periode, de er her, inden de skal tilbage til deres hjemland, ser vi gerne, at de i videst muligt omfang er selvforsørgende, siger han.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Berlingskes artikel er baseret på en undersøgelse fra Nykredit.

Ifølge undersøgelsen er situationen i øjeblikket den, at den udenlandske arbejdskraft fra tredjelande for første gang stiger mere end den fra EU-landene.

Nykredit har undersøgt udviklingen i beskæftigelsen for udenlandske statsborgere i Danmark på baggrund af tal fra Jobindsats.

Den kommer, samtidig med at politikerne i blå blok diskuterer, hvordan de kan ændre reglerne. Målet er, at flygtninge med midlertidig opholdstilladelse bliver sendt hjem, når der er fred i hjemlandet.

Marcus Knuth tror dog ikke, at det vil blive et problem for de danske virksomheder, hvis det lykkes politikerne at sende de pågældende flygtninge, primært syrere, hjem.

- Andelen af flygtninge, der er ude på arbejdsmarkedet, er heldigvis stigende. Men så stor en andel af arbejdsmarkedet udgør de heller ikke, siger han.

- I det store hele er flygtninge en økonomisk byrde for Danmark.

Kan det ikke komme på tale at lade være med at sende dem hjem, der bidrager og forsørger sig selv?

- Nej. Hvis du er her på asylstatus, skal du hjem, når der er fred i dit hjemland, siger Marcus Knuth.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.