Venstres fungerende politiske ordfører, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, har svært ved at se det nye i Socialdemokratiets forslag til en såkaldt velfærdslov.
Den skal sikre, at det offentlige forbrug på velfærd som minimum skal følge den demografiske udvikling - altså at der kommer flere børn og ældre.
- Vi har jo allerede i sidste uge fremlagt vores velfærdsløfte, der tager højde for den demografiske udvikling.
- Så det er en åben dør, man løber ind. For vi har allerede taget højde for udfordringen, vi står over for, siger Troels Lund Poulsen efter Socialdemokratiets præsentation.
Venstre præsenterede i sidste uge sin plan, der frem mod 2025 samlet skal øge udgifterne til velfærd med 69 milliarder kroner. Noget, Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da også selv refererede til.
- Jeg går ud fra, at med de meldinger, Venstre kommer med nu, så vil Venstre stemme for en velfærdslov, sagde hun.
Troels Lund Poulsen mener dog ikke, at der er brug for en velfærdslov.
- Den måde, vi finansierer vores velfærdsløfte på, er gennem finansloven. Det er sådan, man laver politik på Christiansborg. Alt andet er noget sniksnak. Reelle politiske forbedringer kommer via finansloven, siger han.
Politisk har Socialdemokratiets udspil fået en blandet modtagelse. SF kalder det et skridt i den rigtige retning, mens Enhedslisten mener, der skal mere til.
- Venstre sagde velfærdsløfte. Socialdemokraterne siger velfærdslov. Det er rigtig fint, at både Venstre og Socialdemokratiet har indset, at der skal flere penge til, når vi bliver en større befolkning med flere ældre og flere børn.
- Men det kan ikke gøre det efter årevis med underfinansiering fra skiftende regeringer. Der er brug for forbedringer, skriver Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, i en kommentar.
Radikale Venstre fortæller, at intentionen i hele velfærdsloven er noget, de har talt for længe.
- Jamen det er jo vores politik, at udgifterne skal følge den demografiske udvikling. Og vi har for længe siden afsat de her penge.
- Hvorfor er det, at dette her først kommer i en valgkamp? Det lugter af overbudspolitik og løfter, der ikke kan leveres på. Og det er det sidste, danskerne har brug for, siger Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl mener, at S og V indholdsmæssigt er kommet med nogenlunde det samme i valgkampen på velfærdsområdet.
- Jeg hælder mest til, at man gennemfører indholdet af de to forslag. Hvis nogen vil kalde det en velfærdslov, kan de gøre det.
- Men det er lidt pjattet. For det er ikke en grundlov. Så hvis et flertal i en finanslov bagefter gør noget andet, så har flertallet ret til det, siger han.
Den liberale tænketank Cepos er kritisk over for, at en velfærdslov kan binde staten til udgifter, uanset om statens indtægter stiger. Hvilket kan lede til underskud på de offentlige finanser.
- Det er ærgerligt, at Socialdemokratiet og Venstre kappes om at bruge flest penge, mens ingen kappes om at få mest velfærd for pengene, skriver cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos i en kommentar.
/ritzau/