Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, må indstille sig på at sige farvel til endnu en af sine nærmeste rådgivere. Efter fire år forlader pressechef Søren Olufsen lærerforeningen for at tiltræde en tilsvarende stilling i Venstre.
I april forlod Bondos forhandlingschef, Jenny Bøving Arendt, sin stilling efter fem år for at blive direktør i foreningen Danske Gymnasier. Både Søren Olufsen og Jenny Bøving Arendt var tætte og centrale rådgivere for lærerformanden under forårets dramatiske overenskomstforhandlinger.
40-årige Søren Olufsen begynder i sit nye job som Venstres pressechef den 14. september og er dermed klar til at være med på holdet i regeringspartiet i valgkampen.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Venstres engagerede hold, møde nye kolleger på Christiansborg og komme i fuld gang med arbejdet, siger Søren Olufsen i en pressemeddelelse.