Bondo mister sin forhandlingschef
Foto: Ritzau Scanpix/arkiv og Danske Gymnasier
En af lærerformandens nærmeste rådgivere, forhandlingschef i Danmarks Lærerforening, Jenny Bøving Arendt, forlader sit job for at blive direktør i foreningen Danmarks Gymnasier.

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, må snart indstille sig på ikke at have forhandlingchef Jenny Bøving Arendt ved sin side som rådgiver.

Jenny Bøving Arendt forlader Danmarks Lærerforening efter godt fem år for at blive direktør et andet sted i undervisningsverdenen: I foreningen Danske Gymnasier. 

Meddelelsen om skiftet kommer på et tidspunkt, hvor lærernes overenskomstforhandlinger er i en dramatisk fase. Forligsmanden styrer nu forhandlingerne, der især er koncentreret om lærenes arbejdstid.

Samtidig har Danmarks Lærerforening netop varslet konflikt for 5.900 medlemmer på arbejdspladser i kommuner, regioner og staten. Strejken kan tidligst træde i kraft den 4. april. Forligsmanden har nemlig mulighed for at udsætte konflikten i to gange 14 dage.

Jenny Bøving Arendt tiltræder sin nye stilling den 16. april, oplyser Danske Gymnasier i en pressemeddelelse. Forhandlingschefen vil dog ifølge Avisen.dks oplysninger være indstillet på at blive hos Bondo & Co., indtil overenskomstforløbet har fundet en afslutning.