Venstre er klar til at ændre på SU-reglerne, efter det er kommet frem, at erhvervsskolerne kæmper med elever, der udnytter SU-systemet.
Det siger partiets SU-ordfører, Mads Rørvig.
- Man kunne for eksempel sætte begrænsning på, så man maksimalt kan få SU til tre ungdomsuddannelser med nogle maksimumgrænser, så man simpelthen lukker for det her problem, siger Mads Rørvig.
I dag er der frit optag på erhvervsuddannelserne. Og modsat på de videregående uddannelser er der ingen begrænsning på, hvor mange års SU de unge kan få til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Dermed kan de studerende få 5662 kroner om måneden i årevis ved at skifte mellem ungdomsuddannelser - det vil sige uddannelser som for eksempel tømrer, kok, tjener, sosu, frisør eller slagter.
Flere erhvervsskoler siger til Avisen.dk, at de oplever problemer med unge, der udnytter systemet og tilmelder sig uddannelser uden at møde op, men alligevel hæver SU'en.
SF har foreslået, at man indfører betinget adgang til erhvervsuddannelserne, så man for eksempel kan stille krav om, at unge skal gennemføre et danskkursus eller et ophold på en produktionsskole, før de kan komme ind på en erhvervsuddannelse.
Venstre vil trække problemstillingen med ind i de kommende forhandlinger om fremtidens SU-system.
- Vi er nødt til at kigge på hele SU-systemet i sammenhæng, og det er derfor, vi så gerne vil have, at ministeren indkalder til de forhandlinger, siger Mads Rørvig.
Regeringen har udskudt forhandlingerne om SU-systemet, men den har meldt ud, at der skal spares to milliarder kroner i 2020. Venstre er som forligspartner selvskrevet til forhandlingerne.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) erkender over for Avisen.dk, at der er et problem og er klar til at se på stramninger. Men han vil ikke smække kassen i for SU-rytterne.