Hvis en beslutning om at nedlægge regionerne skulle stemmes igennem Folketingssalen i morgen, så ville Løkke og Co. få problemer med at samle et borgerligt flertal.
Det gør Venstre-kvinden og forhenværende minister Britta Schall Holberg klart. En besked hun allerede har givet partitoppen i Venstre.
"Det er fuldstændigt urimeligt og uden saglig begrundelse - også over for medarbejderne," slår hun fast.
"Jeg synes, regionerne har klaret deres opgave rigtig, rigtig godt. Det kan godt være, der er nogen som har horn i siden på Region Hovedstaden, men det er jo ingen rimelige diskussion i forhold til at ændre fuldstændig struktur efter fire år," siger hun.
Især er hun oprørt, fordi hun mener dagens borgerlige opgør med regionerne centraliserer sundhedsvæsnet, hvilket støder hendes liberale sindelag.
"Jeg meget ked af, at det er mit decentrale Venstre, der står som bannerfører for det her," siger hun.
Endvidere er beslutningen forkasteligt, fordi det virker som, regionernes hurtige endeligt har været planlagt fra starten, mener Schall Holberg, som gerne så, at det nu iværksatte udvalgsarbejde munder ud i, at regionerne får mere at lave.
"Jeg har altid sagt, at den konstruktion (regionerne, red.) er lavet for, at den her manøvre kunne foregå. Det er jeg overbevist om," slutter hun.
Britta Schall Holberg, der er formand for Folketingets Kirkeudvalg, meddelte allerede i 2008, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.