Man har et standpunkt, til man tager et nyt, og det gælder tilsyneladende også i partiet Venstre.
Lars Løkkes Rasmussen og hans partifæller vil nemlig ikke længere nægte at stemme for den røde regerings ophævelse af skattestoppet, skriver Berlingske.
Og det selv om Venstre ellers har været benhård modstander af flere skatter og afgifter.
I følge Berlingske begrunder Løkke kovendingen med, at Venstre er klar over, at de bliver nødt til at slække på at få deres vilje 100 procent. Det mener partilederen er nødvendigt, hvis de skal have noget ud af samarbejdet med den nye regering.
Løkke selv har ellers været en konfrontatorisk oppositionsleder, men er altså nu begyndt at bløde op. I går bakkede han også ud af truslen om at stemme nej til finansloven.
Men det skuffer Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen. Han beskylder blandt andet Venstre for at være principløse.
"Som jeg hører det, er det et frontalopgør med skattestoppet. Jeg tror, det vil chokere rigtig mange borgerlige vælgere. Hvis man ikke har nogen principper i opposition, hvorfor skulle vælgerne så tro, at man vil indføre nogle faste principper, efter man kommer i regering," siger Anders Samuelsen til Berlingske.
Kilde: Berlingske