Når kufferten skal pakkes og det perfekte rejsemål findes, har Venstre en klar udmelding: Hold jer væk fra Myanmar.
I Berlingske Tidende advarer partiets udenrigsordfører danskerne mod at rejse til det sydøstasiatiske land, der tidligere kaldtes Burma.
"Man kan ikke rejse til Burma uden at have dårlig samvittighed. Størstedelen af de penge, som danske turister lægger i Burma, ender i militærjuntaens lommer," siger Michael Aastrup Jensen.
Han mener ikke, at man bør lade sig forblænde af, at landets styre har valgt at løslade frihedskæmper Aung San Suu Kyi efter 15 år i husarrest. For over 2.000 politiske fanger sidder stadig fængslet.
Det er ikke kun turisterne, der ifølge Venstre-ordføreren bør vælge rejsemål med omtanke. Han langer også ud efter de rejsebureauer, der tjener penge på at fragte rejselystne danskere til Myanmar.
"Det er ikke i orden, og der er et hav af andre rejsemål i området, som er langt mere demokratiske. Dem bør rejsebranchen støtte i stedet," opfordrer Michael Aastrup Jensen.