Fra klokken 15:00-18:00 i dag kalder skolebænken i partiet Venstre.
Her vil partiets nyslåede pressechef, tidligere politisk journalist og sportsreporter Christian Hüttemeier Kjeldsen, undervise i mediehåndtering.
Kurset kommer oven på nogle dage, hvor der har hersket mediekaos i Venstre, og Hüttemeier Kjeldsen er da også godt klar over, at signalværdien af netop at kalde folk på medieskolebænken i dag kan se lidt spøjst ud.
"Det har været planlagt i flere uger, men vi har da tænkt på at aflyse det på grund af det, der sker i øjeblikket," fortæller Venstres spritnye pressechef foran partiets gruppeværelse. Her forsøger han lige nu at holde orden på alle de journalister, der gerne vil tale med hans partiformand, Lars Løkke Rasmussen.
"Men altså kurset er for nye medlemmer og sekretærer. De skal bare lære at tale med medierne, der er der ikke noget odiøst i," siger Hüttemeier.