Vendsyssel tog torsdag et stort skridt mod oprykning fra 1. division.
Hjemme mod Esbjerg, der også har ambitioner om at rykke op i Danmarks bedste fodboldrække, vandt Erik Rasmussens tropper 3-2 i en dramatisk kamp.
Med to mål spillede Emmanuel Ogude en vigtig rolle for nordjyderne, der med sejren overtager førstepladsen i rækken med 42 point. Esbjerg ligger på femtepladsen med 37 point.
Vejle har 41 point og kan senere torsdag kravle tilbage på toppen med en sejr over Fremad Amager.
På trods af at Vendsyssel høstede de tre point, var det gæsterne fra Esbjerg, der kom foran 20 minutter inde i kampen.
Et hurtigt indkast landede i fødderne på stortalentet Anders Dreyer, som afsluttede resolut og kom op på 13 sæsonmål i 1. division.
Det kunne også være 2-0 lidt efter, men Yuri Yakovenko brændte en kæmpe chance, hvor han i et kort øjeblik havde frit mål.
I stedet udlignede Ogude til 1-1 med tre minutter til pause ved at hamre bolden i nettet med venstrebenet efter en elegant førsteberøring.
Ogude fordoblede sin måltotal i det 71. minut, da han snittede et frispark det sidste stykke over stregen.
Esbjergs Nikolaj Hagelskjær udlignede med to minutter tilbage, men mod slutningen headede William Møller uheldigvis bolden i eget net og sikrede Vendsyssel sejren.
Thisted tabte et vigtigt skridt i topstriden hjemme mod FC Fredericia, hvor det blev 1-1. Fredericias Mikkel Hedegaard scorede et drømmemål langt udefra, og det blev besvaret med små 20 minutter igen af Thisteds Tobias Mølgaard.
Thisted har 38 point på fjerdepladsen, mens Fredericia ligger på sjettepladsen med fire point færre.
Christian Sivebæk sikrede Viborg en vigtig 1-0-sejr hjemme over Skive med en scoring i slutminutterne. Viborg bejler også til en topplacering og har nu skrabet 38 point sammen på tredjepladsen.
Brabrand slog desuden HB Køge 2-1, mens FC Roskilde hjemme tabte 0-1 til Nykøbing FC.
/ritzau/