Når krisen kradser, er det godt at have en uddannelse, for på bare tre år har den økonomiske krise kostet 100.000 ufaglærte job.
En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, viser, at veluddannede har klaret sig bedre gennem krisen, end dem uden uddannelse, det skriver Ugebrevet A4.
Der er nemlig blevet skabt mere end 13.000 nye job til veluddannede.
Forklaringen er blandt andet, at arbejdsmarkedet er mere vidensintensivt - men også at de veluddannede breder sig ud over mange fagområder.
Direktør i AE, Lars Andersen, forklarer:
"Dem der har meget uddannelse, er mindre hårdt ramt end dem, der ikke har nogen uddannelse, og det viser, at selv om vi har krise, så kan det betale sig at tage en uddannelse," siger Lars Andersen til Newspaq.
Den arbejdsmarkedspolitiske chef i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen DI, Steen Nielsen, påpeger dog, at det er sjældent, man afskediger ufaglærte for at erstatte dem direkte med folk med mere uddannelse - de ufaglærte job forsvinder primært til udlandet.
Kilde: Ugebrevet A4