Kun én procent af danskerne mener, at børnene og de ældre er blevet budt bedre vilkår efter kommunalreformen trådte i kraft i 2007.
Og utilfredsheden gælder både folkeskolen, børnepasning, sygehuse og ældreplejen, hvor danskerne mener, at kvaliteten er blevet markant ringere.
Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har laver for Berlingske Tidende.
Hele 40 procent af danskerne svarer, at sygehusene er blevet dårligere.
Undersøgelsen får næstformanden for Socialdemokraternes folketingsgruppe, Mette Frederiksen, op i det røde felt.
"Vi har et politisk flertal, der er ved at smadre vores velfærdssamfund. De skal stoppe det svineri," siger hun til Berlingske Tidende.
Skylden for forringelserne får statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der var daværende indenrigs- og sundhedsminister.
"Det er blevet dårligere. Ventetiderne til sygehusene er vokset, der er mindre tid i hjemmeplejen og færre timer til eleverne. Og det er Lars Løkke Rasmussens værk. Han har undermineret det danske samfunds største værdi: den frie og lige adgang. Det er nu, det skal stoppes og det haster," siger Mette Frederiksen.