Det var en trist dag for de 135 medarbejdere på Velfac i Ringkøbing. På et møde fik de at vide, at fabrikken lukker til nytår.
"Det er en tung beslutning," siger direktør Finn Jespersen til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Fabrikken producerer vinduer til nyt byggeri, som er meget hårdt ramt af krisen. Fremover skal de nye vinduer produceres i Polen, hvor Velfac åbnede fabrik for et par år siden.
35 medarbejdere flyttes fra den lukningsdømte fabrik til Velfac's hovedkontor i Ringkøbing.
Borgmester i Ringkøbing, Torben Nørregaard (V), er ked af, at krisen rammer endnu en stor arbejdsplads i byen.
"Jeg har det ad pommeren til med det. Men det er virksomheden, der har taget beslutningen. Den skal drive en forretning, og det har jeg respekt for," siger han.