Vejle skuffer hjemme med uafgjort mod bundprop

0-0 hjemme mod Skive var langt fra tilfredsstillende for Vejle, der dog stadig topper 1. division.
Vejle spillede 0-0 for tredje kamp i træk i 1. division, da opgøret hjemme mod Skive fredag aften endte uden scoringer.
Vejle spillede 0-0 for tredje kamp i træk i 1. division, da opgøret hjemme mod Skive fredag aften endte uden scoringer. Foto: Frank Cilius/Scanpix

Vejle var store favoritter hjemme fredag aften mod Skive, da top og bund tørnede sammen i 1. division.

Det endte dog langt fra som planlagt for Vejle, der måtte nøjes med 0-0 i opgøret.

Dermed har Vejle spillet tre målløse opgør i træk i rækken, hvor Vejle har 41 point på førstepladsen for en kamp mere end Thisted med 36 point.

I bunden nåede Skive op på 12 point.

Mens første halvleg endte målløs, var der stadig ikke scoret efter en times spil, efter at Skive havde været spillet ned.

Vejle var markant mest på bolden og spillede den rundt og rundt, men det var ikke lykkedes at nedbryde bundholdets defensiv.

Skive var sjældne gæster i Vejles forsvar, men ved indgangen til det sidste kvarter bragte et par kontramuligheder pludselig bundholdet til chancer.

Det lignede et umuligt projekt for Vejle, som følte sig snydt for et straffespark med ni minutter igen.

Vejle pressede dog gevaldigt på i slutfasen.

Alexandru Boiciuc tordnede bolden afsted, men Skive-keeper Aleksandar Stankovic leverede en flot redning.

I kampens sidste minut havde Skive en stor mulighed for at skabe den helt store overraskelse, men Frederik Brandhof afsluttede for svagt i en god position.

Skive pressede mest på i overtiden, og Vejle måtte ende med at være tilfreds med det ene point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.