De fleste, der spiller Lotto og andre spil med mulighed for store gevinster, går og drømmer om, hvad de skal bruge de mange rare kroner på, når gevinsten en dag lander i deres hænder.
Det samme gjaldt en kvinde i 50’erne, der forleden var så heldig at vinde hele to millioner kroner i Dansk Spils Keno lotteri. Men da sms’ens om den fede præmie tikkede ind, gik hun helt i sort.
– Hvor har jeg gået mange gange og drømt om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg vandt. Nu da jeg har vundet er jeg helt rundt på gulvet og har helt glemt, hvad det var, jeg gik og drømte om, siger vinderen til Danske Spil.
En enkelt ting er hun dog kommet i tanke om.
– Jeg bor i en lejelejlighed, og mine naboer er ikke nogle af de mest stille. Desuden kan det ikke betale sig at gøre noget ved lejligheden, når det ikke er min egen Så jeg drømmer virkelig om at få råd til mit eget sted, siger den nybagte millionær.
Selvom der nok skulle blive råd til at købe en bolig, har hun ikke fået flamboyante vaner siden gevinsten rullede ind.
– Nej du, jeg samler stadig flasker og køber den gamle mad i køledisken, siger hun med et grin.
Gevinsten falder på et tørt sted. Kvinden der er i 50’erne ville dog ønske, at hun havde vundet dem for år tilbage. Hun arbejder hårdt for sine penge, og aldrig har haft mange af dem. Hun har endda været alene med sine børn gennem hele deres opvækst.
– Jeg ville da ønske, at jeg havde vundet pengene, mens børnene stadig var små, så jeg kunne have givet dem noget mere. For det har da været småt med penge fra tid til anden, men jeg har altid klaret den. Og nu må jeg bare forkæle mine børnebørn, lyder det.