Neutralmarineret. Det lyder godt, men betyder i praksis, at din fødevare er pumpet fuld af vand for at tvinge vægten op og gøre den mere svulstig at se på.
Kyllingeproducenter har sværget til begrebet 'neutralmarineret', men det er slut nu. Et enigt Folketing har netop besluttet at ændre begrebet til 'kyllingefilet tilsat x procent lage'.
Det glæder Socialdemokraternes forbrugerordfører, at det nu blive lidt mere vanskeligt at snyde med indholdet i kyllingen.
"Jeg ville da godt have givet det et endnu mere skrapt navn, men det her er bedre end at kalde noget neutralmarineret, der reelt set bare betyder 'pumpet med vand'," siger Benny Engelbrecht (S).
Grunden til glæden er, at producenterne nu er blevet tvunget til at anføre, præcis hvor meget vand de har pumpet i kyllingen.
"Det skal stå med stort i selve navnet, hvor mange procent lage, der er fyldt i kødet. Og det synes jeg sådan set er det vigtigste, altså at de ikke bare kan kamuflere deres fupkylling med mikroskrift, men at hele varebetegnelsen skal skrives med samme skriftstørrelse," slår forbrugerordføreren fast.