Den indiske rumsonde 'Chandrayaan' har nu bevist, hvad forskere har diskuteret i årevis. Der er vand på månen.
Alle jordpartikler på månen er dækket af et ganske tyndt lag H2O - og det er jo som bekendt vand. Det kunne blive en vigtig resurse for astronauter, der vil bo på månen, siger forskere.
"Hvis du har en kubikmeter månejord, så kan du udvinde en liter vand fra det," siger en amerikansk forsker ifølge BBC.
Der er tidligere blevet fundet små mængder fugt i prøver fra Apollo-missionerne, men forskerne har aldrig kunnet afvise, at fugten er kommet ind i prøverne, efter de er blevet bragt til jorden.
Rumsonden 'Chandrayaan' har identificeret vandet ved hjælp af satellit-målinger. Der lader til at være mere vand i jorden, jo tættere man måler på polerne. Forskerne er også begejstrede, fordi grundstofferne i vand kan splittes op og laves til raketbenzin.