Slovakiets venstreorienterede premierminister, Robert Fico, har en forhåbning om, at han kan lade være med at tømme skufferne i ministerkontoret i den slovakiske hovedstad, Bratislava.
Her har han regeret i de seneste to perioder, og vælgerne ser ud til at foretrække, at han tager en tredje periode også.
Imidlertid går det ikke helt så godt for hans venstreorienterede Smer-parti som tidligere.
Fico mister sit absolutte flertal, men partiet bliver parlaments største med opbakning fra 28,7 procent af stemmerne. Det er noget mindre, end de godt 35 procent han ifølge nyhedsbureauet AFP stod til i flere meningsmålinger inden valgdagen.
Det betyder, at Fico må ud og forhandle med andre partier. Og det bliver en svær omgang, siger premierministeren.
- Som partiet, der vandt valget, har vi ansvaret for at forsøge at bygge en meningsfuld og stabil regering op. Det bliver ikke nemt, det siger jeg meget klart, siger Fico ifølge AFP.
Det var på forhånd ventet, at Fico ville få mange stemmer. Han har i sine første år som regeringschef blandt andet reduceret momsen på fødevarer, øget børnepengene, og der er indført minimumløn.
For den 51-årige Fico har denne valgkamp handlet om modstand mod at lade flygtninge og migranter komme til Slovakiet.
Hans politik på området er nogenlunde den samme, som findes hos lederne i andre østeuropæiske EU-lande som Tjekkiet, Ungarn og Polen.
EU kæmper med at håndtere den største migrantkrise siden Anden Verdenskrig, og samarbejdet er udsat for hårde prøvelser.
Men i Bratislava har Fico stået fast og erklæret, at hans land ikke skal have muslimer fra Mellemøsten eller andre steder boende.
I sin valgkamp har han erklæret, at der er jihadister i migrantstrømmen, og de vil infiltrere Europa. Han siger, at han vil "overvåge enhver muslim" i det overvejende katolske Slovakiet.
- Vi vil ikke bringe blot en enkel muslim til Slovakiet. Vi vil ikke skabe muslimske samfund her, for de udgør en alvorlig risiko, sagde Fico under et vælgermøde til tusindvis af tilhængere af premierministerens socialdemokratiske Smer-parti.
I øvrigt skal Slovakiet være formand for EU fra 1. juli.
/ritzau/Reuters