Den samme valgplakat med samme smilende ansigt bliver ved med at dukke op lygtepæl efter lygtepæl, og pludselig mærker man et lille stik af irritation i maven. Den følelse kan have betydning for, hvor krydset bliver sat.
Matematiske beregninger viser nemlig, at antallet af valgplakater kan have et maksimum og dermed skabe en negativ effekt.
"Det kan simpelthen blive for meget og give en kvalmeeffekt, det bliver negativt, viser vores tal," siger professor i politisk kommunikation Jens Hoff til Newspaq.
Han har blandt andet forsket i valgplakaters betydning for, hvor krydset bliver sat. Og her viser det sig, at kandidaterne simpelthen kan have sat for mange valgplakater op i jagten på stemmer og således ende med at mætte vælgerne.
Jens Hoff kan dog ikke give noget konkret tal på, hvornår mange bliver til for mange. Det er nemlig meget forskelligt alt efter, hvilken kreds man stiller op i, og hvor stor den er. Han har bare et råd til politikerne.
"I skal sætte nok plakater op, men i skal ikke sætte for mange op," siger Jens Hoff.
Valgplakaterne er nemlig også med til at få folk til at huske personen.