En mand er blevet anholdt på Vesterbro, efter at politiet fik sporet sig frem til sikkerhedskufferterne, der blev røvet fra pengetransporten ved Jyske Bank på Valby Langgade kl. 09.27 mandag morgen.
"Det er korrekt, vi har anholdt en, men jeg kan faktisk ikke sige så meget mere om det pt," oplyser efterforskningsleder Dan Sørensen fra Station City til eb.dk.
Politiet anholdte manden i en lejlighed på Enghavevej. Den anholdte havde taget en kuffert fra røveriet med sig hjem. Men hvad han ikke vidste var, at der i kufferten gemmer sig en radiosender, så politiet kan spore kufferten.
Røverne havde smidt partisansøm på vejene, for at hindre politiet i at følge efter. De truede også med maskinpistoler. Chaufføren i pengetransporten er blevet kørt på skadestuen, efter han blev slået ned under røveriet.
Hvor mange penge røverne slap af med, vides ikke endnu. Politiet vil heller ikke oplyse, om den anholdte mand, havde penge fra røveriet i kufferten.