Det virker som en selvfølge. Men vagtlægerne kan ikke se din patientjournal, når du møder op eller får besøg af lægen.
Og det kan føre til fatale fejl, når lægen ikke er opdateret om for eksempel medicinforbrug. Det vurderer Villy O. Christensen, der er formand for patientforeningen, over for Newspaq Landsnyhederne
"Hvis en vagtlæge kommer til at ordinere et præparat til en patient, der i er overfølsom for dén medicin, så kan det fremkalde voldsomme allergiske reaktioner - og i yderste tilfælde dødsfald," siger han.
Som det er i dag, kan vagtlægen via cpr-nummeret kun se, om patienten tidligere har været i kontakt med vagtlægen, og hvad henvendelserne har drejet sig om.
Undskyldningen fra myndighedernes side er, at de ikke kan få den elektroniske patientjournal til at fungere.
"Altså, hvis det havde været edb-afdelingen i en bank, så var de blevet fyret hele banden. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at få indført. Bare se at komme i gang," slår Villy O. Christensen fast.