Krisehjælp og vagtværn på ubestemt tid.
Sådan er virkeligheden for en række pædagoger fra daginstitutionen Taastruphøj i Høje Taastrup. Vrede forældre og borgere er så harmdirrende over, at en 14-årig skolepraktikant i børnehaven kunne begå overgreb mod fem piger, uden at pædagogerne fik nys om det.
Natten til onsdag brændte institutionen ned, og politiet efterforsker nu branden som påsat og motiveret af overgrebssagen.
Pædagogerne frygter for deres sikkerhed og har modtaget trusler på sociale medier, oplyser Flemming Ellingsen, der er centerchef for skole- og instutionsområdet i Høje Taastrup Kommune.
- Medarbejderne er naturligvis rystet over, hvad der er sket. Onsdag har de fået tilbudt psykologhjælp ”one to one” og i grupper. Børnene og pædagogerne er blevet overflyttet til en anden institution i kommunen, og her har de fået tid til at tale med psykologer, mens det øvrige personale har passet børnene, siger han og understreger, at psykologordningen fortsætter så længe, der er behov for det.
På grund af overgrebssagen iværksatte Taastruphøj et vagtværn, der skulle passe på de ansatte ude foran institutionen. Vagterne er onsdag blevet overflyttet til en anden institution, hvor pædagogerne befinder sig.
- Så længe pædagogerne føler sig utrygge, så fortsætter vi med vagterne, slår Flemming Ellingsen fast. Han forventer, at børnene og pædagogerne forbliver i den midlertidige institution ugen ud, og først derefter vil der blive taget stilling til, hvor de skal huses.
Den 14-årige dreng har erkendt at have kysset børnene på munden og befølt dem uden på tøjet.
Københavns Vestegns Politi forklarer følgende i en pressemeddelelse:
- Vi prioriterer efterforskningen af såvel branden som anmeldelsen fra kommunen meget højt, og vi er selvfølgelig opmærksom på den mulige sammenhæng mellem sagerne, siger Peter Malmose, vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi, Peter Malmose.