"Fruen råbte, at hun ville ringe efter politiet, hvis jeg gik. Jeg var ligeglad - jeg blev bare siddende."

I vinteren 2009 havde "Charlotte" fået nok. Hun blev ved med at spørge til kontrakten, familien holdt hende hen, og hver gang hun mødte sine venner, hørte hun om lommepenge på 2.500 kr. om måneden og arbejdsdage på max. fem timer. Lommepengene er siden sat op til 3.000 kr..

"Charlotte" arbejdede langt mere end det dobbelte og tjente det halve.

Bange for at blive sendt hjem

En tirsdag, hvor familien skulle til Sønderjylland om fredagen, tog "Charlotte" mod til sig og sagde, at nu ville hun gå sin vej. Hun var bange for at blive sat på et fly til Filippinerne, hvis hun tog med til Jylland - hun kendte ikke den danske geografi - og havde planlagt at flytte hen til en anden au pair.

Så gik alt i sort. Fruen i huset truede med politiet, og alle råbte højt - selv "Charlotte". Hun ville ikke bøje sig længere, og da familien kunne se, at hun mente det alvorligt, lod de hende gå. Uden nogenting.

Hentede selv sit pas

Ugen efter ringede fruen og sagde, at hun kunne hente sit pas og sin billet hjem til Filippinerne på den nærmeste politistation. Da hun kom, var der ingen billet.

Via sine filippinske venner fik hun hurtigt en ny værtsfamilie, nu som rigtig au pair med kontrakt og fast arbejdstid.

"De var så søde. Jeg fik ikke bare 2.500 kr. - jeg fik 3.000. Og eget værelse og computer og adgang til køkken. Og telefon."

Sender penge hjem

Men, men, men - der var udløbstid på lykken. En anden kvinde, som tidligere havde været au pair i familien, fortalte "Charlotte", at manden var lidt "maniac".

Charlotte rejser sig op på den lille altan - nu vil hun rollespille den aften, hvor hun fandt ud af, at den anden kvinde talte sandt.

"Vi havde spist, og jeg stod og vaskede panden af. Jeg opdagede slet ikke, at han kom ind i køkkenet, før han lige pludselig bed mig. Her. I ballen," siger Charlotte og peger ned på venstre balle, som er behørigt dækket af den tykke hættetrøje.

Skulle have pandet ham en

"Jeg stod med en stegepande i hånden, jeg skulle have vendt mig om og slået ham med den."

Charlotte viser, hvad hun egentlig gerne ville have gjort. Det gjorde hun ikke - i stedet skyndte hun sig ned på sit værelse, lukkede døren og begyndte at græde.

"Jeg ville væk, men jeg blev. Jeg havde brug for arbejdet, for pengene."

Der blev ikke talt om biddet, "Charlotte" lukkede det ind i sig selv og søgte efter en ny værtsfamilie. Det lykkedes efter et par måneder. Netværket var atter trådt i karakter.

Men så begyndte problemerne at eskalere på Filippinerne ...

>>Læs kapitel 4>>

<<Læs kapitel 2<<