Nu skal Anders Lindegaard fedte for trænerne og knokle til træning. Han kan nemlig blive førstevalg fra næste sæson, for nu er det slået fast: Edwin van der Sar stopper sin karriere. Det skriver Sky Sports.
Det er ikke på grund af hollænderens høje alder, at han stopper, men derimod savner han tid med familien i Holland.
"Min alder spiller ingen rolle. Jeg er 40 år gammel, men jeg er i god form," siger den lange målmand.
"Det er tid til at vise mere opmærksomhed til min familie," siger Manchester United-målmanden.
Keeperens kone fik sidste år en hjernerelateret sygdom, hvilket også er medvirkende til, at han stopper.
"Lige siden Ann (konen red.) blev syg, har jeg overvejet at stoppe," siger van der Sar.
Anders Lindegaard skiftede fra norske Aalesund i vinterens transfervindue og kan derfor meget vel blive ny United-keeper, når næste sæson fløjtes i gang.
Kilde: SkySports