Pensionen er muligvis din største opsparing. Men det kan være svært at gennemskue, hvad pengene bliver investeret i.
I den seneste tid har flere pensionsselskaber ellers annonceret grønne investeringer eller særskilte produkter med fokus på klima eller bæredygtighed. Men der er ingen officielle krav, fortæller økonom Ida Marie Moesby, som er fagekspert i investering og privatøkonomi hos Forbrugerrådet Tænk.
- I bund og grund ved man som forbruger lige nu ikke, hvad det dækker over, siger hun.
Derfor er det bedste, du kan gøre, at læse op på produkterne og gå kritisk til pensionsselskabet.
- Spørg ind til, hvad der bliver investeret i. Og hvad det betyder, når de siger, det er bæredygtigt. Har de en blacklist over, hvad de ikke investerer i?, siger økonom Ida Marie Moesby.
Regler fra EU på vej
- Spørg også ind til omkostningerne, og hvordan det forventede afkast ligger i forhold til traditionelle produkter.
Det er for nylig blevet muligt for pensionsprodukter at blive certificeret med Svanemærket.
- Man kan også se efter svanemærkede investeringsprodukter, hvis man selv investerer frie midler, siger hun.
Der er dog regler på vej fra EU med standarder for at kalde økonomiske aktiviteter for miljømæssigt bæredygtige.
Inden udgangen af 2020 skal EU nemlig have vedtaget en såkaldt taksonomi - et klassificeringssystem på tværs af medlemslandene.
Og ved udgangen af 2021 skal den være taget i brug, fortæller Henrik Munck, som er chefkonsulent hos brancheorganisationen Forsikring & Pension.
- Det er omfattende regler, der er på vej, som man kan gå ind og måle sine investeringer i forhold til. Så der er noget indfasningstid, siger han og fortsætter:
- Men så vil man som forbruger på sigt kunne se, hvor stor en andel af investeringerne der lever op til EU's regler.
Det skal reducere såkaldt "greenwashing", hvor man slår sig op på at være grøn uden at opfylde nogen standarder. Det oplyser Det Europæiske Råd.
Ifølge Forsikring & Pension har deres medlemmer, pensionsselskaberne, forpligtet sig til at investere i den grønne omstilling. Men der er stor forskel på, hvordan de gør det.
- Det kan være meget forskellige typer af investeringsaktiver. Der er relativt nemme investeringsaktiver som grønne obligationer og bæredygtige fonde.
- Men det kan også være investeringer i grøn infrastruktur eller energiproduktion, som tager betydeligt længere tid at udmønte i praksis, siger Henrik Munck.
Selskaberne skal på nuværende tidspunkt kun offentliggøre deres investeringer i noterede aktier.
/ritzau fokus/
Af Anna Raabæk, Ritzau FOKUS
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.