Danmark skal op i gear.
Derfor vil den nye regering nedsætte en såkaldt produktivitetkommission, hvor uafhængige eksperter skal se på, hvordan vi kan arbejde bedre, smartere og klarere.
Ifølge Ugebrevet A4 vil kommissionen blive nedsat i løbet af de kommende måneder og sandsynligvis sortere under finansminister Bjarne Corydan (S).
Og det er en god ide med en sådan kommission, mener Lars Nørby Johansen, der var én af de ledende figurer i Vækstforum, nedsat af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
"Danmark har et voldsomt produktivitetsproblem. Vi har haft den laveste produktivitetstilvækst i stort set hele Europa," siger han til Newspaq.
Det er ikke mere end et halvt år siden, at Vækstforum, der bestod af 31 medlemmer primært fra erhvervslivet, præsenterede deres bud på, hvordan man øger vækst og produktivitet i samfundet.
Ifølge Lars Nørby Johansen er der blevet lyttet til mange af forslagene fra Vækstforum bl.a. om behovet for en reform af førtidspension og efterløn.
"Der, hvor der ikke rigtig er blevet sat ind, er på produktivitet. Én ting er, at flere kommer i arbejde. Men de skal også gerne arbejde smartere og skabe flere værdier," siger han.
Vækstforum kom med flere bud på, hvordan produktiviteten øges, og Lars Nørby Johansen har da også svært ved at tro på, at en ny kommission kan komme op med noget grundlæggende nyt.
"Det er muligt, at der er nogle nye ideer et sted, men fundamentalt er bindingerne på dansk økonomi er så stærke, at spillerummet for en ny regering er meget begrænset," siger han.
Lars Nørby Johansen forstår dog godt, at en ny rød regering vil have deres egen kommission. Også selvom mange af medlemmerne formentlig bliver de samme som i Lars Løkkes Vækstforum.
"Enhver ny regering vil gerne have sit eget apparat og rådgivende organer. Sådan er det politiske spil," siger Lars Nørby Johansen.