Når tusindvis af danskere og hele den kongelige familie skal se de to små royale bebser blive døbt på torsdag, er det med truslen om regn hængende over hovedet.
Holmens Kirke i København kommer torsdag eftermiddag til at ligge i et vejrmæssigt limbo mellem regn og sol.
"Der kommer regn vest fra over eftermiddagen. Umiddelbart ser det ud til at holde sig vestpå. Men hvis regnvejret flytter sig i bare et tre timers ryk, så er der ballade," oplyser TV2-vejret til Newspaq.
Om gæsterne ved dåben skal iføre sig forårsjakke eller paraply og gummirøjsere, bliver altså et spørgsmål om held eller uheld.
Det heldige scenarie er helt anderledes sat op.
Hvis det truende regnvejr holder sig vestpå, vil der nemlig lige præcis være et hul i skydækket, mens tvillingerne skal indvies i den danske folkekirke.
Morgen og formiddag vil byde på regn, og en opklaring kan så ses om eftermiddagen. Om aftenen vil der igen være regn i hovedstaden.
Men det er altså kun, hvis regnen holder sin tidsplan og bliver vestpå indtil festivitasen i Holmens Kirke er vel overstået.
Tvillingerne skal til døbefonten klokken 15.30.