Den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor, Peter Arnfeldt, er blevet meldt til politiet af Skatteministeriet.
"Vi har i går skrevet til Københavns Politi, at i Ekstra Bladet søndag fremgår det, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens daværende særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, tilsyneladende har forsøgt at videregive fortrolige oplysninger. På den baggrund beder Skatteministeriet Københavns Politi om at iværksætte de nødvendige tiltag," oplyser pressemedarbejder hos skatteministeriet, Finn Serup, over for Newspaq.
Skatteministeriet følger dermed i Skats fodspor, der søndag oplyste, at man havde bedt Københavns Politi om at undersøge avisens påstande.
I Ekstra Bladet fremgik det, at Peter Arnfeldt havde forsøgt at lække fortrolige oplysninger fra den skattesag, som den daværende oppositions leder, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), var hovedperson i. Hvis det er rigtigt, har Peter Arnfeldt overtrådt loven.
Ekstra Bladet skrev, at man forhandlede med Peter Arnfeldt i to måneder, men i sidste ende ikke accepterede, at Peter Arnfeldt kun ville lække udvalgte dele af Skats undersøgelse.
Regeringen har nedsat en kommission, som skal undersøge sagen til bunds - herunder, hvor mange der var involveret i lækagen. Troels Lund Poulsen har taget orlov fra sin plads i Folketinget.