Rendyrket Sovjet-kommunisme.
Venstre tager afstand fra Socialdemokraternes forslag om at oprette sociale virksomheder, hvor mennesker med nedsat arbejdsevne kan få lov til at være en del af arbejdsmarkedet.
"Vi har allerede fra regeringens side taget en lang række initiativer, der sikrer, at flere socialt udsatte får en fod inden for på arbejdsmarkedet. Men når Mette Frederiksen foreslår at statsliggøre produktionsapparatet og skabe virksomheder, der underbyder lokale virksomheder på pris, så synes jeg, at det er den helt forkerte vej at gå," siger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby til Newspaq.
Hun kalder den Socialdemokratiske socialordfører Mette Frederiksens opgør med passiv forsørgelse for "et paradigmeskift" for S.
"Det er en kæmpe stor ændring for Socialdemokraterne side, at de overhovedet begynder at tale om, at folk skal stå til rådighed, og at det at få en tilknytning til arbejdsmarkedet er et godt fundament. Hidtil har Socialdemokraterne med næb og klør bekæmpet regeringens aktive arbejdsmarkedspolitik," siger Ellen Trane Nørby.
Mette Frederiksen mener, at alt for mange mennesker er sat ud på samfundets sidelinje, hvilket er både menneskeligt og samfundsøkonomisk forkert.
"Jeg tror, at alle mennesker har lyst til at gøre nytte, og at mange af dem, der i dag er på kontanthjælp, sagtens kan være en del af arbejdsmarkedet, hvis vi tager flere hensyn til dem, end vi gør i dag," siger Mette Frederiksen til Newspaq.
I Venstre støtter man tanken om et rummeligt arbejdsmarkedet, hvor der er plads til alle. Men det mener regeringen, at man når via de nuværende ordninger som skånejob, fleksjob og job med løntilskud.
"Det er virksomheder, der konkurrerer på lige vilkår. Vi kan ikke støtte statslige arbejdspladser, der underbyder prisen. Hvis man ansætter folk til at reparere cykler eller gøre rent, så er man da helt sikker på, at den lokale cykelhandler eller rengøringsfirma lukker," siger Ellen Trane Nørby til Newspaq.