Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har udbetalt 14,8 millioner kroner ulovligt til et advokatfirma, skriver B.T.
Ifølge avisen siger eksperter, at udbetalingen er sket i strid med udbudsloven.
Firmaet Nielsen Nørager med advokatpartner Anders Valentiner-Branth har hen over tre år fået advokatopgaver uden, at opgaverne har været udbudt, som de skal ifølge lovgivningen skriver B.T.
Dertil kommer, at aftalerne er indgået mundtligt.
- Advokatopgaver for så store beløb skal konkurrenceudsættes og i udbud. Derfor har kommunen hyret advokaten i strid med udbudsloven, konstaterer Carina Risvig Hamer, lektor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet og ekspert i blandt andet udbudsret.
Københavns Kommune holder fast i, at visse advokatydelser er undtaget udbudspligten, og mener således at engagementet med Firmaet Nielsen Nørager er undtaget lovgivningen.
Carina Risvig Hamer mener dog ikke, at det gælder i denne sag.
- I praksis arbejder advokaten her som kommunens faste advokat, der løbende får opgaver. Og det kræver et udbud, siger SDU-lektoren til B.T.
Københavns Kommune har ifølge B.T. i forvejen rammeaftaler med blandt andre advokatfirmaerne Horten og DLA Piper. De aftaler er indgået efter et udbud i november 2017.
Ifølge B.T. fik Anders Valentiner-Branth 2.350 kroner i timen for sine ydelser.
Skandale på skandale
Sagen rammer Teknik- og Miljøforvaltningen kort efter, at de to øverste direktører, Pernille Andersen og Torben Gleesborg, efter en række skandalesager er blevet fyret.
Samtidig er forvaltningens øverste chef, Enhedslistens borgmester, Ninna Hedeager-Olsen, sygemeldt efter, at en voldtægt angiveligt har fundet sted i hendes lejlighed i forbindelse med en fest.