- Det er indskrevet i både akutplanen og i regeringsgrundlaget, at vi skal bruge administrativt personale for at aflaste sygeplejersker, læger, jordemødre, så de ikke skal sidde foran skrivebordet. Det er ønsket fra alle sider, men nu bliver vi mødt af besparelser, hvor vi netop skal spare på de støttefunktioner.
Det siger Venstres næstformand i Danske Regioner, Mads Duedahl, til Avisen Danmark.
SVM-regeringen kræver, at regionerne sparer et større trecifret millionbeløb på de nævnte medarbejdere.
Samtdig ønsker regeringen at bruge yderligere tre milliarder til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd frem mod 2030.
Planen er, at det altså skal finansieres ved besparelser på udgifter til administration i regionerne og kommunerne.
- Et stort trecifret millionbeløb kan betyde 20 procent af vores samlet administration skal spares væk. Det vil ramme helt ude i klinikken. De administrative opgaver bliver ikke færre, de skal bare i stedet løses af læger og sygeplejersker i et yderst presset sundhedsvæsen, lyder advarslen fra Mads Duedahl.
I en pressemeddelelse fra Dansk Regioner siger Mads Duedahl, at han er "helt enig med regeringen i, at vi ikke skal have mere administration end højst nødvendigt".
- Men i den aktuelle situation er administrative medarbejdere faktisk højst nødvendige, da de aflaster de læger og sygeplejersker, som skal behandle patienterne.
Regionernes administrative personale er blandt andet teknikere og ansatte, der styrer vagtplanerne, holder styr på økonomien, rekrutterer nye medarbejdere, køber udstyr til hospitalerne og meget mere.
- På den måde løser de opgaver, som er helt nødvendige at få løst. Hvis man sparer dem væk, vil opgaverne skulle løses af læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.
- Det vil igen gå ud over patienterne, fordi det vil betyde et fald i antallet af operationer og en stigning i ventelisterne, siger Mads Duedahl.