Det er ikke så nemt at få kørekort.
Faktisk dumper hver tredje af alle håbefulde unge, der sætter sig bag rettet med en prøvesagkyndig på passagersæden.
I alt dumpede 45.000 håbefulde unge i 2008 en køreprøve, viser tal fra Rigspolitiet ifølge JydskeVestkysten.
Det er alt for mange, mener Venstres trafiksikkerhedsordfører Karsten Nonbo, der vil gøre det dyrere at gå op til køreprøve anden og tredje gang.
"Jeg er lige ved at sige, at det er misbrug af køreprøver. Der er noget, der tyder på, at det er for billigt at gå op til en køreprøve. Der er åbenbart nogle, der kalkulerer med, at hvis de dumper, så prøver de bare igen," siger han til avisen.
Dansk Kørelærer-Union erkender, at dumpeprocenter er for høj, men foreningen mener ikke, at løsningen er at gøre det dyrere at dumpe.
Ifølge unionens formand, René Arnt, presser elever og deres forældre ofte på for at få de unge til køreprøve, før de er klar til det. Det presw skal kørelærerne blive bedre til at modstå.