Venstre åbner nu for medicinsk kastration af pædofile, der gentagende gange udsætter børn for seksuelle overgreb. Forslaget kommer fra Dansk Folkeparti.
"Jeg er ikke afvisende. En sådan beslutning skal naturligvis bero på en domstolsafgørelse og ske ud fra en lægefaglig vurdering i Kriminalforsorgen. Men når vi taler om gentagelsestilfælde, så kan det blive en mulighed," siger Venstres retsordfører, Kim Andersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Kim Andersen understreger, at kastrationer er et drastisk skridt, men han agter at drøfte spørgsmålet med justitsminister Brian Mikkelsen(K) i nærmeste fremtid.
Dermed bakker Kim Andersen op om Dansk Folkepartis medlem af retsudvalget Marlene Harpsøe, der vil have hårdere straffe til pædofile, der gentagne gange forgriber sig på børn. Herunder medicinsk kastration.
DF's udmelding kommer efter, at en 28-årig mand er blevet dømt fjerde gang for pædofili. Denne gang lyder dommen på ti måneders fængsel.