Michael Rasmussen har formentlig følt sig ret ensom ret længe, men i dag fik han uventet støtte fra Cedric Vasseur, der er præsident for de professionelle cykelrytteres sammenslutning.
Vasseur overvejer at hjælpe i kampen mod Den Internationale Cykelunion (UCI), der har krævet, at Rasmussen betaler 5,2 mio. kroner for at kunne genoptage karrieren, når hans karantæne udløber.
"Jeg har snakket med Michael om UCIs krav, som, jeg synes, virker meget hårde. Jeg har ondt af Michael, især fordi han aldrig er testet positiv for doping, og jeg håber, vi kan hjælpe ham med at finde en løsning," siger Cédric Vasseur til sporten.dk.
UCIs økonomiske krav svarer til en årsløn, fordi Rasmussen har skrevet under på at ville betale dette, hvis han blev idømt karantæne for brud på dopingreglerne.
Michael Rasmussen finder bøden urimelig, og det har Cedric Vasseur forståelse for.
Vasseur føler, akkurat som Rasmussen, at han fik stukket en pistol for panden, da han blev sat til at underskrive dokumentet i 2007.
Jeg var selv med som rytter i 2007, og vi blev presset til at skrive det dokument under, hvis vi ville køre Touren. Den fremgangsmåde var forkert, mener franskmanden.
Han håber, at Michael Rasmussen og UCI finder en acceptabel løsning for begge parter, der eksempelvis kan være en langt mindre bøde.
Kasakheren Alexandre Vinokourov er i samme situation som Rasmussen og skal betale årsløn for at kunne vende tilbage til sporten.