En bølge af frygt for terror er krøbet frem i flere vestlige lande oven på de blodige angreb i Paris 13. november, der kostede 130 mennesker livet og sårede omkring 350.
Og mens Belgien er i højeste alarmberedskab, forsøger psykologer at hjælpe de franske og udenlandske ofre og pårørende fra angrebet i Paris med at bearbejde traumer og tab.
I de nordiske lande er der behov for, at psykologer og psykiatere bliver bedre rustet til at tilbyde ofre og pårørende den rette krisehjælp, når den slags voldsomme angreb finder sted, siger den norske psykolog Atle Dyregrov.
- Vi er kommet enormt langt i vores del af verden, men vi har stadigvæk langt at gå. Vi kan lære meget og få endnu bedre systemer, siger han til Ritzau.
Som psykolog med ekspertise i at hjælpe unge, der har været udsat for traumer, var Atle Dyregrov dybt involveret i det krisepsykologiske hjælpearbejde efter Anders Behring Breiviks massedrab på 77 mennesker på øen Utøya og i Oslo 22. juli 2011.
Størstedelen af ofrene for hans kugler var unge, der deltog i en politisk sommerlejr på øen.
Torsdag er den norske ekspert i krisepsykologi på Rigshospitalet i København for at dele ud af de erfaringer, som psykologerne i Norge har høstet i forbindelse med krisebehandlingen efter Utøya-massakren.
Her samles danske eksperter til arrangementet i hospitalets Videnscenter for Patientstøtte.
- En af de ting, vi har erfaret, er, at det er lidt uklart, hvordan man skal tage sig af mennesker i en krisesituation, siger Atle Dyregrov.
- Det var ikke ensartet, hvordan de professionelle, herunder psykologer og andet tværfagligt personale, håndterede denne første støtterolle efter Utøya.
- Nogle psykologer gik meget dybt ind i samtalerne med overlevende lige efter, at det var sket. Andre ventede.
- De psykologer, som skal møde de berørte i de første timer bagefter, må vide, hvordan de skal håndtere den situation. De skal være aktive og tage kontakt, men der skal ikke være nogle dybe samtaler så tidligt, siger han.
Efter Utøyadrabene fokuserede psykologerne i Norge på at hjælpe de overlevende ofre og forældre til ofrene. Men de overså, at også venner og bedsteforældre havde stærkt brug for hjælp.
- Vi kan se, at der var grupper, vi ikke var gode nok til at være opmærksomme på efter Utøya. Når der sker sådan en hændelse, må kriseberedskabet tænke: Hvilke grupper rammes?
- Sørgende venner har det næsten ligeså slemt som søskende. Det var vi ikke opmærksomme nok på.
- Vennerne plages af sorg og af fantasier om, hvad der skete med deres venner. Nogle af dem havde været i kontakt med nogle af de unge, der døde, via mobiltelefon, mens de gemte sig på Utøya.
Også bedsteforældrene til ofrene har behov for krisehjælp.
- De oplever jo et dobbelt tab. De mister deres barnebarn, og så mister de ofte også deres eget barn, forælderen. Og så skal bedsteforældrene være de stærke i familien, siger den norske psykolog.
/ritzau/